Ledelse & Baumols omkostningssyge - har vi en offentlig omkostningssyge der risikerer at kvæle velfærden? - med Karsten Bo Larsen

Min gæst er Karsten Bo Larsen, Forskningschef fra CEPOS, med en cand. polit. og master i offentlig ledelse og med masser års erfaring i økonomi og controlling, bidrager Karsten i dag til analyser af den offentlige sektor.

Danmark har allerede et højt skattetryk, som sætter klare grænser for, hvor meget skatten kan øges, uden at det går ud over incitamenterne til arbejde, innovation og iværksætteri. Samtidig vokser borgernes forventninger til offentlige ydelser konstant, hvilket skaber en paradoksal økonomisk klemme: Stigende skatter er ikke en holdbar løsning, da de risikerer at kvæle både arbejdslyst og økonomisk dynamik.

Problemet forstærkes af borgernes voksende forventninger til offentlige ydelser, der ikke modsvares af en tilsvarende produktivitetsudvikling inden for sektorer som sundhed og omsorg. Denne udvikling truer med at føre velfærdsstaten ind i en økonomisk klemme, hvor skattegrænsen nås, og hvor stigende skatter ikke længere er en holdbar løsning, da det ville kvæle incitamentet til arbejde, iværksætteri og innovation. Det kaldes Baumols omkostningssyge og ifølge CEPOS udgør en afgørende trussel mod velfærdsstatens bæredygtighed – især i Danmark.

I Susanne Ekmans bog "Giftig gæld" beskrives en lignende dynamik, hvor individer påtager sig gæld – økonomisk såvel som eksistentielt – for at indfri idealiserede forestillinger om succes og frihed. På samme måde kan man sige, at Baumols omkostningssyge skaber en form for kollektiv "giftig gæld" for samfundet, hvor vi binder os til en stadig stigende økonomisk byrde for at opretholde et idealiseret niveau af offentlig service og velfærd. Ligesom den enkelte i Ekmans analyse risikerer at blive fanget i en uholdbar økonomisk og eksistentiel gældsspiral, risikerer samfundet gennem Baumol-effekten at blive fanget i en kollektiv velfærdsgæld, som på længere sigt er uholdbar.

Kunne man kritisere Baumols omkostningssyge som alen er funderet på statistiske og økonomiske beregninger, der ofte overser de mere humane perspektiver i offentlig ledelse. Indførelsen af datadrevet ledelse, der i stigende grad præger den offentlige sektor, kan på den ene side bidrage til en mere effektiv brug af ressourcer, men på den anden side også risikere at negligere vigtige eller, i værste tilfælde, overse menneskelige faktorer som arbejdsmiljø, motivation og relationer mellem medarbejdere og borgere. Det stærke fokus på kvantitative mål og produktivitetsberegninger kan således resultere i et misforhold mellem økonomisk rationalitet og menneskelige værdier.