Død og Diagnose

Skarlagensfeber, lungebetændelse, mæslinger er sygdomme, som danskerne skulle bekymre sig om i fortiden. Men de kommer muligvis også til at gøre det i fremtiden, for den stigende brug af antibiotika betyder, at sygdommene bliver resistente overfor det 20. århundredes mirakelkur. Men fat mod, der er håb forude: Selv om nye og forfærdelige sygdomme er på vej, er nye og effektive behandlinger det også.

I gennem de sidste 30-40 år har en dødelighed epidemi bredt sig gennem den – lidt for – velnærede del af verden. Danskerne bliver tungere og tungere og dermed mere svagelige. Antallet af overvægtige er steget eksplosivt og med den kurve sygdomme som diabetes, slagtilfælde og visse kræftformer. Kniv og gaffel er blevet danskernes foretrukne selvmordsvåben.

I 1970’ernes vestlige verden er troen på lægevidenskabens uovervindelighed tæt på total. Sygehusene vokser sig større og mere succesrige end nogensinde, behandlingerne forbedres og lægerne vinder stadig mere terræn i kampen mod sygdomme, da en hidtil ukendt virus melder sin ankomst. Først efter flere års kamp identificeres modstanderen – HIV, som synes umuligt at besejre.

Med forbedrede hygiejniske forhold, rene boliger og ditto toiletter bliver børn og voksne ikke længere udsat for kolerasmitte. Men heller ikke for de bittesmå doser af polio-bakterier, der i århundreder har gjort folk immune. I 1950’ernes Danmark opstår en dødelig polio-epidemi, men en dansk læge får i desperation en idé, der skal vise sig at kunne holde polioramte i live verden over.

Pisk med brændenælder, iskolde bade, fastspænding, brændemærkning og livsvarig indespærring. Metoderne er både varierede, ubehagelige og i bedste fald harmløse, når de gale, de vanvittige, de åndssvage skal behandles op gennem århundrederne i Danmark. Helt op i moderne tid bruger lægerne metoder på de sagesløse patienter, der i dag er svært at betegne som andet end fysisk og psykisk tortur.

En smuk død er da i det mindste noget, synes stemningen at være i slutningen af 1800-tallets Danmark. Tuberkulosen hærger og gør de bleghvide, hostende patienters sorte rander under øjnene til til et romantisk ideal. De ramte føler sig næppe henrivende, mens de kvæles i deres eget blod. Frisk luft og åbne vidder udgør som oftest den tvivlsomme behandling, men kunstnerne inspireres af den dødelige lungesygdom.

Afføring flyder i renderne gennem byens gader i midten af 1800-tallet. Det spreder ikke bare en stank, men også kolerabakterier, som især rammer de fattigste, der bor stuvet sammen i små og beskidte lejligheder. Lægevidenskaben er efterhånden så oplyst, at de dygtigste læger ved, at de ikke kan stille noget op overfor den usynlige fjende, mens de mindre kyndige ordinerer varme omslag og røg op under skørterne.

Små pusfyldte blærer breder sig på hele kroppen som et tydeligt tegn på, at de livsfarlige kopper har slået til. Sygdommen dræber i flæng – og overlever man, er man vansiret for livet. Kopper er ikke kun en frygtet sygdom – den bruges også som våben i mod stærke fjender. En årvågen engelsk landmand opdager i slutningen af 1700-tallet noget, der skal vise sig at redde utallige og heriblandt tusinder af danske liv

Begynd her, hvor du kan lære podcastens bagmænd at kende og få en hurtig introduktion til alt det, du kan lytte til i serien.

En dødelig epidemi tager i midten af 1300-tallet livet af mellem en tredjedel og halvdelen af alle europæere. Få timer efter, at smitten har indtaget kroppen, dør den ramte. Hverken urter eller bønner hjælper, og pesten er en gæst, der kommer igen og igen, og derfor opfinder danskerne regler, der skal vise sig virksomme i kampen mod Den Sorte Død.