Anna Emma Haudal: ”Da jeg blev rask, kunne jeg kun være på landet"

Anna Emma Haudal bor på et landsted i Odsherred sammen med sin mand Robert, deres fire katte og en masse får og høns. De landlige omgivelser er ikke fremmede for Anna Emma Haudal, som er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Hun voksede op omgivet af natur, da hun var barn og så Lars von Trier-film og serier i en alt for ung alder.

”Jeg vidste meget tidligt, at jeg ville skrive. Og i det øjeblik jeg blev introduceret for film- og seriemediet, vidste jeg, at jeg i hvert fald også skulle skrive film. Så der har altid været en ret klar vej for mig, og jeg har altid vidst, at den var i København.”

Da Anna Emma bliver færdig på filmskolen i 2015, starter hendes karriere i filmbranchen. Doggystyle, som senere bliver hendes store gennembrud i 2018, er allerede i støbeskeen. Men i 2016 bliver hun hårdt ramt af kyssesyge, og efterfølgende er hun så svækket, at hun ikke længere kan holde ud at bo i byen med alle dens indtryk og forstyrrelser.

”Jeg havde et helt år med genoptræning, fordi mine organer havde været så udsatte. Jeg kom på benene efter tre måneder, men jeg kunne ikke tage bussen, handle alene eller være i store forsamlinger. Jeg kunne kun være på landet, så jeg boede hos mine forældre i alle weekender.”

Og mens Anna Emma bor hos sine forældre, spirer en idé hos hende. For måske kunne hun faktisk godt bo på landet? Og den tanke hænger ved, da hun bliver rask og flytter hjem til København igen. Det bliver dog ved en idé, for hvad med job og transporttid? Men så møder hun sin mand, Robert, og sammen flytter de ud af byen. Og det viser sig, at det sagtens kan fungere.

”Jeg har jo selvfølgelig en hverdag, hvor jeg kører meget i bil. Når jeg skriver, kan jeg lave rigtig meget hjemmefra, men når jeg instruerer, så er jeg nødt til at være der. Men på den anden side; det er kun en time og 10 minutter. Og på den tid kan jeg høre en god plade.”

Anna Emma er glad for, at hun igen bor udenfor byen. Hun er tættere på den natur, som hun føler sig så meget en del af, og hun har fundet en jordforbindelse, et fokus. Naturen hjælper hende til at huske på, hvad der er det allervigtigste i tilværelsen.

”De problemer, der opstår i et udviklingsrum, når man sidder og banker hovedet ind i væggen og ikke kan løse en skid, de forsvinder. For det er bare en historie. Og så kommer jeg hjem og ser, at der er et får, der har fået en byld under foden, og det er bare endnu værre og større. Der er en anden intensitet i naturen, som gør, at mit arbejde og alt det fiktive bliver ligegyldigt.”